Trygge rammer til dine børn

 

Når du bor på Annas Kvindehjem nord for København, er både du og dine børn i sikre og trygge rammer. Børnene bliver mødt af et personale, der fagligt og menneskeligt kan rumme dem. Og du vil møde andre mødre med børn, der har været nødt til at flytte med hjemmefra.

 

Ofte tror vi ikke, at børnene har set eller hørt det, der sker i hjemmet, men vores erfaringer har lært os, at børn ser, hører og mærker langt mere, end vi voksne tror.

 

Når børnene er i trygge rammer, har de brug for at tale med nogen om de hemmeligheder, der har været i deres liv. Vold er som regel en hemmelighed. Men når du er her, bliver dine børn tilbudt samtaler hos en børnefaglig medarbejder. Der er også mulighed for, at dine børn kan tale med en børnepsykolog. Det vigtigste er, at de får lov at tale med en voksen om det, de har oplevet.

 

Børn savner som regel deres gamle hverdag, deres kammerater – og deres far. Uanset hvad de ellers har oplevet. Derfor er det også vigtigt, at en voksen taler med dem om disse savn. 

 

 

Vi lader børn være børn

 

 

Mød vores børnefaglige medarbejder

 

 

Annas Kvindehjem på Sjælland er et trygt og sikkert hus for kvinder, der har været udsat for hustruvold, social kontrol eller lign. Men det er samtidigt et sted, hvor børn kan føle sig hjemme, og for en stund glemme, hvorfor de er her.

 

Derfor har vi både:

  • en legeplads
  • høns i haven
  • en familieafdeling med legerum og mulighed for at møde nye kammerater.

 

Du laver selv mad i vores fælleskøkkener. Eller i haven, hvis du vil grille.

 

Vi fejrer alle højtider som jul, nytår og Sankt Hans – og vi følger årets traditioner. Det er vigtige pusterum for børnene.

 

Vi har også mulighed for at hjælpe med at fejre børnefødselsdage, hvis du gerne vil have hjælp til dette.

Det er muligt at få dit barn indskrevet på den lokale skole.